Travlhed gør, at Kreditbanken ansætter flere nye medarbejdere

Det seneste år har omkring 2.000 nye kunder søgt mod Kreditbanken. Det giver travlhed og øger behovet for nye medarbejdere

Det har endnu engang været et travlt år i Kreditbanken. Hver arbejdsdag, hvor banken har åbnet dørene, har man budt mere end 10 nye kunder velkommen i banken. De mange nye kunder øger behovet for medarbejdere, der kan servicere og rådgive. Kreditbanken har derfor på det seneste budt flere nye medarbejdere velkommen i banken.

I Aabenraa afdelingen har man blandt andet sagt goddag til 2 nye kunderådgivere - Heidi Borella og Betina Søe Andersen.

”Vi er glade for, at det er lykkedes at tiltrække lokale og erfarne medarbejdere til afdelingen i Aabenraa”, fortæller filialdirektør Søren Kuus.  ”Deres lokalkendskab og erfaring gør, at de fra dag 1 kan indgå i bankens privatkundeteam på lige fod med de øvrige medarbejdere. Det er vigtigt for banken at yde rådgivning på et professionelt og højt niveau, så vi skaber nogle rigtig gode løsninger for bankens kunder”.

Heidi Borella har de seneste 23 år været ansat i Jyske Bank – heraf de seneste 6 år som leder af privatkundeteamet. Heidi er et kendt ansigt i Aabenraa og Rødekro, ikke mindst for sin rådgivning af mange kunder omkring deres økonomi, men også via netværket ”erhvervskvinder i Sønderjylland”, og for sit store frivillige arbejde i flere lokale foreninger i området.

Privat er Heidi bosiddende i Rødekro, gift med Mikael, og sammen har de to sønner Anton og Victor. Samvær med familie og venner er noget af det, Heidi sætter allermest pris på.

”Min ansættelse i Kreditbanken er ikke et fravalg af Jyske Bank, men et tilvalg af Kreditbanken”, fortæller Heidi Borella. ”Jeg har været utrolig glad for min tid i Jyske Bank, men jeg synes tiden var moden til noget nyt. Jeg ser blandt andet frem til at være tæt på hvor beslutningerne tages, og opleve det nærvær, der kendetegner et mindre pengeinstitut. Kreditbanken har altid været lokal forankret, og har et godt ry. Det ser jeg frem til at være en del af.

Betina Søe Andersen medbringer over 30 års erfaring indenfor den finansielle sektor – de seneste 9 år fra Frøs Sparekasse i Aabenraa.

Betina har de senere år suppleret sin uddannelse med endnu større viden indenfor for bolig- og pensionsområdet.

Betina er født og opvokset i Rødekro og bosiddende på Løjt land. Familien tæller også to døtre på henholdsvis 22 og 25 år samt samlever Kent. Pigerne er i dag flyttet hjemmefra, men heldigvis stadig tilknyttet lokalområdet.

Når Betina ikke er på arbejde eller blandt familien, er hun en entusiastisk golfspiller i Aabenraa Golfklub. Derudover er det at rejse, at se nye lande og opleve nye kulturer, også højt prioriteret.

”Jeg har i mange år hørt meget godt om Kreditbanken, både fra kunder og ansatte, og da muligheden bød sig, slog jeg til”, siger Betina Søe Andersen. ”Det lokale engagement, synligheden i lokalområdet, det at banken virker som en katalysator for vækst i nærområdet, tiltaler mig. Jeg ser frem til mange gode år i Kreditbanken”, slutter Betina.