Farvel til 1.000 kr. sedlen
Nationalbanken har besluttet, at 1.000 kr. sedlen ikke længere skal være gyldig efter den 31. maj 2025

Hvis du ønsker at sætte 1.000 kr. sedler ind på din konto i Kreditbanken, kan du indsætte dem i kassen eller i bankens pengeautomater. For at indsætte penge via bankens pengeautomater eller kasser, skal du være kunde i Kreditbanken.
Vær opmærksom på, at hvidvaskreglerne pålægger dig at kunne dokumentere, hvor kontanterne stammer fra. Læs mere om hvorfor og hvordan danske pengeinstitutter bekæmper hvidvask og anden økonomisk kriminalitet.
Frem til den 31. maj 2025 vil borgere og virksomheder fortsat kunne bruge 1.000 kr. sedlen til at betale med. Både i butikker og i betalinger mellem borgere.
Samtidig med beslutningen om at udfase 1.000 kr. sedlen hjemkalder Nationalbanken samtlige seddelserier før 2009. Du kan læse mere om Nationalbankens initiativ.
Jeg er erhvervsdrivende – hvad skal jeg gøre?
Hvis du er erhvervskunde og modtager kontanter, skal du fortsat følge gældende lovgivning og gøre, som du hidtil har gjort, når du modtager kontanter, og efterfølgende ønsker at sætte dem ind på din konto i Kreditbanken.
Pas på svindel
Vær opmærksom på, at svindlere måske vil forsøge, at få dig til at udlevere dine kontanter, f.eks. ved at sige, at de kommer fra banken. Kreditbanken vil aldrig hente dine kontanter på din privatadresse eller på anden måde bede dig udlevere dem.
Vær også opmærksom, hvis andre beder dig om at veksle eller indsætte for dem, da du kan blive misbrugt som led i finansiel kriminalitet.
Har du spørgsmål til Nationalbankens initiativ, er du velkommen til at kontakte din rådgiver i Kreditbanken.