Logo

Advarsel mod at handle værdipapirer med sig selv (wash trades)

Wash trades er ulovlig og kan medføre fængselsstraf

En wash trade er kendetegnet ved, at samme investor både er køber og sælger i en handel, så der ikke sker et ejerskifte af det finansielle instrument - f.eks. en aktie. For markedet og andre investorer vil det ligne en handel mellem uafhængige parter, og det sender urigtige signaler til markedet om købs- og salgsinteressen i en aktie, da det kan sikre kursen på et unormalt eller kunstigt niveau.

Wash trades er ulovligt, da det kan skade investorernes tillid til de finansielle markeder. Markedsmanipulation bliver i Danmark som udgangspunkt straffet med fængsel.

Mange tilfælde af wash trades sker uforvarende, fordi investorer ikke er opmærksomme på, at de handler med sig selv eller ikke ved, at det er ulovligt. Det kan ske ved, at investor ønsker at flytte aktier fra et depot til et andet depot. Det kan både være mellem egne depoter eller fra eget depot, til en ægtefælles, samlevers eller barns depot eller til et depot tilhørende et selskab, som investoren ejer. 

Det afgørende er, hvem der er beslutningstager for investeringen. Er det samme beslutningstager, anses det for wash trades. Det er derfor vigtigt at sikre sig, at den første handel er gennemført, før man lægger en ny ordre ind. 

Ved tvivlsspørgsmål, så spørg i banken.