Logo

5 gode råd der er værd at overveje, inden du går i gang med dine boligforbedringer

isolering+lille+format
Guide til boligforbedringer

1. Forbedringer, der giver mere kvalitet og glæde i dagligdagen

Et nyt køkken eller bad er boligforbedringer, der kan betyde meget for kvaliteten af det liv, du lever i din bolig. Måske fordi den nye løsning er mere praktisk eller bare meget mere er din stil.

Inden du giver dig i kast med disse forbedringer, er det en god idé at overveje, hvor længe du regner med at blive boende i boligen. Hvis du flytter kort efter, er det ikke sikkert, at du får pengene igen, når du sælger boligen.

Hvad har du råd til at boligforbedre for? – prøv vores bolig beregnere

2. Ombygning

Hvis din bolig er steget i værdi, eller du har afviklet en stor del af gælden på din bolig, kan du have mulighed for at låne billigt i din friværdi til boligforbedringer. Det gælder selvfølgelig også, hvis du ikke har friværdi, men vil lave forbedringer, der øger boligens værdi. Du er velkommen til at tage kontakt til os, så vi i fællesskab kan drøfte dine muligheder.

Prøv vores bolig beregner – og se hvad et tillægslån koster

3. Forbedringer, der sænker dine udgifter

Hvis du overvejer, om du f.eks. skal have skiftet vinduerne eller isolere din bolig bedre, så har du sikkert også tænkt over, om det kan betale sig.

Svaret er sandsynligvis ja. Nye vinduer, bedre isolering og nye termostater er ofte en rigtig god forretning. I et ældre hus, der ikke er blevet energirenoveret tidligere, er det ikke urealistisk at halvere varmeregningen. Derudover får du en bolig med bedre indeklima – og uden kulde og træk.

En energirenovering koster penge at gennemføre, men hvis der er friværdi i boligen, er det ofte muligt at få et lån til så lav en rente, at besparelsen ved energiforbedringen helt eller delvist dækker udgifterne til et lån.

Hvis du planlægger at sælge boligen indenfor få år, er det værd at se på, i hvilken grad forbedringerne kan medføre en højere pris og forbedre energimærket. Det er også oplagt at lave energifordringer i forbindelse med andre byggeprojekter. Det er nemlig altid billigere at gøre tingene samlet.

Energiforbedringer kan vær mange ting – alt fra nye termostater på radiatorerne til nye vinduer eller nyt tag. Det er altid en god idé at plukke de ”lavthængende frugter” først, altså se på det der i første omgang giver den største besparelse og koster mindst at udføre. Der er virkelig mange penge at hente på energiregningen, hvis huset er dårligt isoleret. Kælder og loft kan være et godt sted at starte, og en hulmursisolering er også oplagt, hvis det er muligt. I gamle huse er der ofte ingen hulmursisolering eller også er isoleringen faldet sammen.

Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvor du skal begynde eller slutte, ligesom der er ting, du ikke selv bør rode med, da en forkert udført energirenovering kan medføre skader på boligen. Derfor anbefaler vi, at du får professionel hjælp til at gennemgå huset. Den professionelle samarbejdspartner har ofte også øje for, om du kan få tilskud, hvis du renoverer din bolig.

4. Valg af lån

Hvad der er det bedste lån for dig, afhænger helt af dine ønsker og behov, hvor du er i livet og ikke mindst din samlede økonomi. Der er dog altid omkostninger i forbindelse med at låne, som skal regnes med for at finde ud af om lånet kan betale sig. Vi hjælper dig gerne med at regne på, hvad der er det bedste lån i din situation.

5. Forbedringer før et boligsalg

Oprydning og en grundig rengøring er de første skridt du bør tage, og er der meget slitage, kan det også være en fordel at male og udføre småreparationer.

Større reparationer som nyt køkken og bad er dog sjældent en god idé, da det ikke er overvejende sandsynligt, at du vil tjene hele investeringen hjem i form af en højere salgspris. Nye købere vil ofte gerne selv sætte deres præg på deres nye bolig.

Har boligen væsentlige mangler, så kan det i stedet være en god idé at indhente et håndværkertilbud eller to på opgaven. Så virker projektet mere overskueligt for køberne, og de har noget at forholde sig til.

Ejendomsmægleren, som skal sælge din bolig, kan være en stor hjælp med henblik på, hvad der kan betale sig at forbedre, og hvad der ikke kan betale sig. Tøv ikke med at spørge. Tips og gode råd i den forbindelse er ganske gratis.