Logo

Problemer med økonomien - hvad gør du?

Vi har listet en række gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du har problemer med økonomien

img

Årsagerne til problemer i økonomien kan være mange. For eksempel skilsmisse, sygdom, mistet arbejde, privat overforbrug. Hvis du har svært ved at betale dine regninger, bør du tage kontakt til din rådgiver så hurtigt som muligt, så I i samarbejde kan tage hånd om situationen og kigge på dine muligheder. Vores rådgivere er vant til at tale med kunder, der har brug for hjælp til at skabe et overblik over økonomien. Og ofte kan de se nogle muligheder, du måske ikke selv har tænkt på.

Overblik

Det er i første omgang en god idé for dig at få et overblik over din økonomi. Det kan du få via et budget, hvor du lister alle dine månedlige udgifter og indtægter. Det kan også være en god idé at kigge på de enkelte udgifter i dit budget. Er der nogle, du ikke behøver eller kan undvære i en periode for at skabe luft i økonomien?

Dialog

Hvis du ikke kan betale tilbage på dine lån, og du ikke laver en aftale med långiver(ne), vil din gæld efter et rykkerforløb blive sendt til inkasso. Eksempelvis betyder det, at du kan blive registreret hos RKI og ikke kan låne penge eller få et kreditkort. Hvis du ejer din egen bolig, kan du desuden risikere, at den bliver sat på tvangsauktion for at indfri lånene. En tvangsauktion foregår i fogedretten, og alle kan komme og byde på boligen. Den, der byder højest, overtager boligen. Hvis långiver, der har begæret boligen på tvangsauktion, ikke mener, at salgsprisen er høj nok, kan de bede om, at der bliver afholdt en ny auktion. Bliver boligen solgt til en pris, der er lavere, end det du skylder i boligen, skal du stadig tilbagebetale restgælden. En tvangsauktion er absolut sidste udvej, da boligen typisk sælges til en lavere pris, end du kan opnå ved et frivilligt salg.

Det er altid en god idé at kontakte din rådgiver så tidligt som muligt, hvis du er i betalingsvanskeligheder eller ikke kan betale af på din gæld. Det giver erfaringsmæssigt de bedste muligheder for at finde de løsninger, som samtidig passer til din økonomi.