Hvad er bedst - fast eller variabel rente
Vælg et lån der passer til dine behov og ønsker

Fast rente
Vælger du fast rente, så ved du, hvad du skal betale i rente i hele lånets løbetid. Det betragter mange som en tryg løsning. Men trygheden ved en fast rente koster mere, end hvis du vælger en variabel rente. Når du skal optage et lån, vil renten på et fastforrentet lån nemlig altid være højere end på det variabelt forrentede lån, du kan få på samme tidspunkt.Fast rente er sikker, men lidt dyrere
Vælg fast rente, hvis du vil være fri for at bekymre dig om, at renten stiger. Fordelen er, at dine boligudgifter ikke bliver påvirket, når renten stiger. Det giver hos mange ”ro i maven”.
Ulempen er omvendt, at dine udgifter ikke falder, når renten falder.
Er dit lån et fastforrentet realkreditlån, har du samtidig mulighed for at spekulere i at omlægge dit boliglån, hvis udviklingen i renteniveauet gør det fordelagtigt på et senere tidspunkt. Det kaldes enten en op- eller nedkonvertering. For rentetilpasningslån er omlægningsmulighederne meget beskedne.
Opkonvertering
I tider hvor renten stiger, kan det være fordelagtigt at lægge om. Ved en sådan opkonvertering indfrier du det gamle lån til en kurs væsentlig under kurs 100, og optager et nyt lån til en højere rente og til en kurs lige under 100. Fordelen er, at obligationsrestgælden og dermed den samlede restgæld nedbringes væsentligt.
Nedkonvertering
Det kan være fordelagtigt at lægge om, hvis renten falder. Du skifter i så fald dit lån ud med et nyt lån, som har en lavere pålydende rente. Det betyder, at ydelsen og den samlede husleje derved bliver mindre.
Mulighederne er som du kan læse mange, og det kan være svært at have det fulde overblik, når det ikke er noget, man beskæftiger sig med hver dag. Derfor er vores anbefaling, at du tager din bankrådgiver med på råd. Så er du sikker på, at din boligfinansiering er skruet rigtig sammen.
Se film: Fast eller variabel rente
Varighed: min. 2:54Variabel rente
Variabel rente er billigere her og nu, men også mere usikker. Vælg variabel rente, hvis du vil have det billigste lån, og har økonomi til at klare en eventuel rentestigning.
Fordelen er, at du får det billigste lån her og nu, da den variable rente normalt er lavere end den faste rente, du kan få på samme tidspunkt. Falder renten vil du samtidig opleve, at dine udgifter bliver endnu billigere.
Ulempen er, at du ikke ved, hvad du kommer til at betale for lånet i fremtiden. Dine boligudgifter stiger, hvis renten stiger, og renten kan stige til et niveau, der er højere end den faste rente, du kunne have fået, da du fik lånet.
Er renten variabel tilpasses renten løbende – alt efter låntype. Det kan eksempelvis være hver 6 måned, efter 3 eller 5 år.
Da renten ændre sig i lånets løbetid kaldes denne låntype for tilpasningslån. Hvad er det godt at være opmærksom på ved rentetilpasning?
Se film: Hvad er rentetilpasning?
Varighed: min. 2:37
Hvis du oplever, at det er en anelse kompliceret at vælge lån, så er du langt fra den eneste. Vi hjælper dig gerne med at vende fordele og ulemper, så du finder frem til det boliglån, som bedst passer til dine behov og ønsker.