22,6 mio. kr. i overskud i Kreditbanken
For 2022 som helhed forventer banken fortsat et resultat på 60 til 80 mio. kr. før skat.

Vores 2. kvartal 2022 er i store træk et dacapo på 1. kvartal 2022. Så derfor bærer resultatet for halvåret 2022 også præg af de 2 modsat rettede forhold, som prægede årets 1. kvartal, fortæller bankdirektør Lars Frank Jensen. -På den ene side, at det basalt går banken rigtig godt. På den anden side, at rentestigningerne på fondsmarkederne har påført banken negative kursreguleringer.
Det går rigtig godt i Kreditbanken
At det går os rigtig godt kommer især til udtryk i 3 forhold, præciserer bankdirektøren. -For det første, at vi oplever et højt aktivitetsniveau. Eksempelvis er er vores udlån det seneste år øget med 17 % og vores indlån med 6 %. -For det andet, at vi oplever en betydelig og jævn tilgang af nye kunder. -Og for det tredje, at vi aktuelt ikke taber penge på vores kunder. Tværtimod har vi pr. halvåret kunnet indtægtsføre 2,5 mio. kr. i nedskrivninger på kunders udlån – vel at mærke i parløb med, at vi vurderer fortsat at have en betydelig stødpude til at imødegå fremtidige tab. Konkret har vi reserveret ca. 7 kr. for hver 100 kr., vi har lånt ud.
Et højt aktivitetsniveau, en jævn tilgang af nye kunder og at banken aktuelt ikke taber penge på bankens kunder, er 3 medvirkende årsager til, at det går banken godt, fortæller Lars Frank Jensen
Fondsmarkederne har påført banken 32 mio. kr. i negative kursreguleringer
Krigen i Ukraine har skabt betydelig usikkerhed og sat spor i verdensøkonomien og dermed også den danske. Det er den væsentligste årsag til, at banken og investorer i øvrigt har oplevet betydelige kurstab i 1. halvår 2022, fortæller Lars Frank Jensen. -For usikkerheden om fremtiden har ganske enkelt forplantet sig godt og grundigt til rentestigninger, som har ramt selv meget forsigtige investorer ganske hårdt – således også Kreditbanken.
-Vil man finde et enkelt økonomisk lyspunkt i den nuværende situation, så må det være, at Nationalbankens seneste renteforhøjelse har skabt grundlag for at forhøje indlånsrenten. Derfor har Kreditbanken da også besluttet fra 15. august 2022 at afskaffe negativ indlånsrente for privatkunderne, slutter Lars Frank Jensen.
60 til 80 mio. kr. før skat i 2022
Spændet i bankens forventning til resultatet for 2022 som helhed afspejler især den usikkerhed, som krigen i Ukraine og dens følger byder ind med. Usikkerheden gør det meget vanskeligt i den resterede del af 2022 at estimere bankens nedskrivningsbehov og forudse udviklingen på fondsmarkederne.
Solid bank
Bankresearch har i april 2022 offentliggjort sin årlige analyse af, hvor solide de danske pengeinstitutter er. Analysen for 2021 viser, at Kreditbanken ligger på førstepladsen blandt de 50 danske pengeinstitutter. I 2020 lå banken også nr. 1, mens banken lå nr. 2 i 2019.
Kreditbanken fokuserer på
- at have en robust egenkapital, der næsten udelukkende består af aktiekapital og opsparet overskud
- at kunne præstere overskud kvartal for kvartal.
Hovedtal 1. halvår 2018-2022
i 1.000 kr. | 2022 | 2021 | 2020 | 2019 | 2018 |
---|---|---|---|---|---|
Netto rente- og gebyrindtægter | 112.333 | 99.876 | 88.595 | 87.342 | 79.403 |
Kursreguleringer | -32.024 | 1.819 | -677 | 2.642 | 27.974 |
Udgifter til personale og administration | 59.386 | 53.976 | 49.812 | 50.406 | 45.673 |
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender mv. | -2.482 | -19.682 | 23.124 | -1.429 | -8.034 |
Resultat før skat | 22.578 | 66.765 | 14.310 | 40.439 | 69.102 |
Udlån | 2.164.620 | 1.848.651 | 1.711.644 | 1.863.032 | 1.747.177 |
Garantier | 965.946 | 1.004.504 | 795.763 | 803.745 | 665.133 |
Indlån (ekskl. puljeindlån) | 3.734.103 | 3.507.468 | 3.368.824 | 2.925.247 | 2.682.657 |
Egenkapital | 794.833 | 745.498 | 653.233 | 596.836 | 551.306 |
Aktiver ialt | 5.199.984 | 4.839.628 | 4.420.434 | 3.849.798 | 3.336.709 |
Læs den fulde halvårsrapport her